Når nøden er størst ..
Er man, efter mange år i et parforhold, blevet alene enten på grund af dødsfald eller skilsmisse, vil man som oftest have brug for sine venner og familie at tale med om tingene. Det kan gå meget godt i starten, og man føler sig lyttet til og trøstet, men forsætter det også på længere sigt, denne samhørighed?
Nogle oplever, at de lige så stille glider ud af vennekredsen, ikke længere bliver inviteret til de fælles sammenkomster med de par, der har været en fast bestanddel af ens liv, måske i mange år. Ved skilsmisse, vælges der måske ”side”, eller man oplever at man kun var en del af denne vennekreds i kraft af sin status – en del af et par. Det kan være nærmest traumatisk at gøre denne opdagelse.
Mennesker man har stolet på og set som sine rigtige venner, har pludselig ingen interesse i at dyrke fællesskab mere. Det glider ud, som man siger, eller også overgår kontakten til at bestå af hyggetid med de af vennerne, man deler køn med. Med andre ord: Man er ikke længere en del af gruppen. Den gruppe, der måske har været omdrejningspunkt for rigtig mange aktiviteter i ens liv.
Hvad gør man så?
Langtfra alle, som bliver alene føler ensomhed. Nogen ser det som en mulighed for at udleve interesser, de længe har haft lyst til at beskæftige sig med, eller dyrke venskaber der ikke har været så meget tid til, når man er en del af et par. Men der er også dem, der sidder tilbage med et meget lille netværk eller slet ingen. Måske er de flyttet til et andet område, hvor de ikke kender nogen – på grund af job eller blot for at starte på en frisk.
Her kan sociale medier, netværkssider og datingsider være et udmærket redskab til at få kontakt til andre i samme situation, som også søger nye venskaber. Når man er i den modne alder, er det nok ikke diskoteksbesøg, man skal satse på, og det er i de fleste tilfælde heller ikke det, der er mest lyst til. Det kræver både energi og mentalt overskud at skulle etablere nye venskaber, og ikke alle har dette overskud ovenpå et brud.
Venskaber opstod tidligere helt tilfældigt. Et møde, der endte ud i et dejligt venskab. Det foregår da også stadig sådan, men nu er der også en anden dimension. Man kan søge venner ved hjælp af Internettet. Denne måde har ikke så mange år på bagen, men bliver alligevel brugt som en kærkommen mulighed.
Hvad har du selv gjort?
Det kunne være interessant at høre, hvad andre har oplevet i forbindelse med det at blive single efter mange år i et parforhold. Er vennerne væk, eller fungerer det hele som det plejer, hvor gruppen også godt kan rumme en single?
Er der gjort tiltag til nye venskaber, eller er der ikke behov eller lyst til at lære nye at kende? Spørgsmålene er mange, idet det er meget forskelligt, hvordan andre griber det hele an. Det kommer også an på personlighed og om man er udadvendt eller indadvendt – har let ved kontakt med nye, eller synes det er svært at være den åbne, der fortæller nye om sig selv